Tommy Jo - musikalsk selvbiografi
Jeg er født i 1949 i København. Min mor sang børnesange for mig, og efter sigende kunne jeg synge de fleste som 2-årig. Jeg kom i musikalsk legestue i Vigerslev Kirke som 6-årig og lærerinden havde en blokfløjte. Sådan een ønskede jeg mig - og fik den.
Og så fik jeg lov at gå til undervisning i blokfløjtespil hos Jøgen Plaetner, der senere blev stadskomponist i Holstebro og kendt som komponist af især elektronisk musik. Jeg gik hos ham i to år, første år på blokfløjte, andet år på altfløjte.
Min farbror Arne købte en harmonika, og den spillede jeg på, fra jeg kom til jeg gik, hver gang vi var på besøg hos ham. Det må ikke have været helt tosset, for det endte med at jeg fik lov at låne den og gå til spil på den.
Det skete hos Angelo Kennebo, der havde en af tidens største og mest anerkendte harmonikaskoler. Han havde mange elever og han underviste ikke hvem som helst, man skulle udvise flid og have evner hed det. Så jeg fik lov at gå hos ham i første omgang i tre måneder på prøve. Jeg skulle øve mig mindst en time om dagen - og det gjorde jeg. Da de tre måneder var gået husker jeg at min mor forsigtigt spurgte om jeg mon kunne få lov at fortsætte. Jeg var meget spændt på svaret og jeg husker at han svarede "Mmmm, lad os nu se". Man skulle ikke tro man var noget. En gang jeg vist ikke havde øvet tilstrækkelig skrev han i min nodebog: "Nihil sine labore". Det er latin og betyder "intet uden arbejde". Og han mente det. Men han var en dygtig underviser og en god motivator. Som afslutning på hvert år afholdt han elevkoncerter. Begynderne spillede først og de dygtigste til sidst - vi blev omhyggeligt sorteret. Først og sidst og lidt ind imellem spillede vi orkester, og vi blev alle akkompagneret af Kennebo på flygel. Efter første år spillede jeg som nummer tre "Rococo menuet" - efter syv års undervisning spillede jeg som den sidste Katjaturians "Sabeldans", det er den første side af noderne hertil, der indgår i baggrundsbilledet til siderne her. De fleste af koncerterne foregik i salen i "Karnappen" i København, jeg tror ikke det eksisterer mere.
I skolen og i gymnasiet spillede jeg i forskellige sammenhænge, og fik her også lært at spille lidt guitar, klarinet og trompet. Vi var en overgang tre i klassen, der hed Tommy, så jeg blev kaldt "Johs" eller bare "Jo" - og det har jeg brugt siden.
Første gang jeg rigtig spillede for penge, var i Valby Husmoderforening til en julefest. Jeg var 14 år, og jeg husker at jeg fik 15 kr og en æske chokoladekringler :-)
Jeg begyndte tidligt at have harmonikaen med til fester i familien, så jeg kunne spille til sangene og til lidt dans bagefter. Det må have gået meget godt, for nu begyndte andre gæster fra festerne at ville have mig til at spille til deres fester også. Det bredte sig som ringe i vandet, og efterhånden blev det ikke usædvanligt, at jeg spillede for fremmede, som jeg slet ikke kendte i forvejen. Og så var jeg jo i gang.
Fra jeg var 17 år og otte år frem spillede jeg også i Tingluti Ensemblet, hvor vi rejste rundt og optrådte med international folkemusik så langt væk som i Ungarn. Her lærte jeg også nogen søde mennesker at kende, der gik på Musikkonservatoriet, det var dengang, da der kun var det klassiske. Det var i forvejen problematisk at gå på konservatoriet med harmonika som hovedinstrument, og da jeg så hvordan dem der gik der havde mistet musikglæden, valgte jeg i stedet at bevare den - og læste til ingeniør. Det var en sjov tid i Tingluti, men det gled ud, for der blev langt til klubaftenerne, da jeg flyttede "på landet" ved Køge.
Jeg købte mit første orgel, for de penge som jeg fik da jeg som 20-årig solgte min første bil. Det var en stor investering, og det lød helt fantastisk - efter datidens forhold. Jeg har lavet en keyboard kavalkade over mine keyboards gennem tiden. Det er blevet skiftet ud jævnligt gennem årene - og det er kun kommet til at lyde bedre :-)
Med sådan et orgel var vejen åben for at komme til at spille i et band, og selvom man dengang kaldte det for et beatorkester, så var det samme stil, som man i dag ville kalde for et rockband. Sammen med Povl Jørgen Witzke, Ivan Madsen og Jan (jeg har glemt hans efternavn) spillede vi meget entusiastisk udelukkende egne kompositioner. Og vi fandt også på et aparte navn i tidens ånd: « Oldefars Dagbog » hed vi. Og selvom vi havde nogen rigtig gode jobs, på Roskilde Højskole, Sociologisk Institut og til Bygning 101's indvielse på DTU, så var der ikke den store efterspørgsel efter musik som ingen kendte. Så vi blev aldrig rockstjerner, men vi havde nogen morsomme og spændende år sammen.
Så gik det meget bedre med at gå ud og spille alene på orglet til alle mulige fester. Dengang var man ikke så krævende som nu, og det lykkedes mig at spille alene til mange slags fester herunder både skoleballer, ungdomsklubfester og afdansningsballer - selvom det dengang som nu var familie- og forenings- og firmafester der var flest af.
Men både bedre og sjovere var det at spille sammen med nogen, og efter at have spillet med forskellige sangerinder og trommeslagere så var jeg heldig at møde Peter Kragh-Jacobsen, der blev min faste makker i en årrække.
Min søn Tue var ikke ret gammel før han erklærede at han ville ud at spille med far. Så da han var 6 år fik han et rigtigt lille trommesæt, og fik lov at gå til spil, selv om han faktisk var et år for lille. Han fik det såmænd lært ganske hurtigt, men der skulle gå 7 år, før han havde kondition til at spille en hel aften. Så han havde sin professionelle debut som 13-årig, og var nok et af de yngste medlemmer i DMF den gang. Det gik rigtig godt i mange år, 10 år faktisk, og i mange af årene spillede jeg næsten ingen jobs alene, jeg havde ham med hver gang. Det var rigtig sjovt. Men så viste det sig, at selvom han er god til at spille trommer, så er han endnu bedre til at lave lyd, så han blev lydmand på de store steder, og da det også tit foregår om lørdagen, så er han ikke længere med ude at spille.
I en årrække spillede jeg så med andre dygtige trommeslagere, bl. a. Rikke Veth, Pia Kupiec og Thøger Vessel.
Men nu har jeg lært mig selv at spille trommer med foden, så nu spiller jeg mest alene.